Min tur til Irland 2026 – Line Holmegaard Larsen

Med en vis spænding mødte jeg op i lufthavnen, kunne denne tur til Irland, den anden for mit vedkommende, blive lige så god som den første? Der var en vis risiko for at blive skuffet, men ingen grund til bekymring: Lykken er jo at kunne nørde heste, og særligt connemaraponyer i en hel uge med en flok fantastiske mennesker som oven i købet har det på fuldstændig samme måde som en selv.

Dertil i den smukkeste irske natur og med gæstfrie, entusiastiske avlere. What’s not to like? Det er svært at fremhæve en enkelt begivenhed på turen. Stutterierne, vi var på 14 stk, havde alle smukke ponyer, skønne føl og avlere som gik op i deres avlsmål. Og fremfor alt ville de alle sammen rigtig gerne vise deres ponyer frem.

Showet i Clifden er en oplevelse, og som dansker bliver man lidt misundelig over antallet af dyr i de enkelte klasser. Det var dog en stor oplevelse at vandre på Diamond Hill. En smuk morgen, en lille gruppe og så at have bjerget næsten for sig selv. Udsigten bliver mere og mere imponerende jo højere man kommer op. Det kan klart anbefales, det tager nogle timer og kræver måske en vis fysik, men det er det værd når man står på toppen ( og hiver lidt efter vejret)


Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge siden, accepterer du dets brug af cookies.